Atlant kryds – handicap på langfart

Balance og bagdelen. Store rullende oceanbølger og en krop uden balance er som udgangspunkt et dårligt match. Når det så alligevel er mødet med de uforudsigelige kæmpedønninger, der nu for alvor trækker i min lamme krop, ja så skyldes det netop nok, at åbent hav som få steder kan vække kroppen og de døde sanser til live for en stund.

Krafterne på havet er voldsomme, og hvor meget jeg end holder af elementernes dynamik, så er jeg nødt til at få reduceret en del af dets påvirkning på min krop, hvis jeg skal slippe helskindet fra en længere tur på åbent hav.

I ti år har jeg beskæftiget mig med at konstruere og sejle med kørestols-gyrobalance løsninger på Wavester. Den solide erfaring overbeviser mig om, at jeg i dag kan fremstille en mekanisk løsning, der gør mig i stand til at “tæmme” havets stød og pres på mig og min kørestol, så jeg rimelig ubesværet kan sidde ned og holde balancen hele vejen til Caribien.

Skal jeg slet ikke i seng? Hængende frit i luften i et liftsejl i åben sø er ikke en ønskesituation for hverken mine handicaphjælpere eller mig. I stedet for at blive liftet fra kørestol til seng og tilbage igen, har jeg derfor besluttet at konstruere en tur kørestol, som med enkle greb kan laves om til et fornuftigt hvileleje – næsten en seng. På  den måde kan jeg altid blive i kørestolen og få klaret den omfattende personlige pleje uden at skulle dingle faretruende over dækket på Wavester II.

Siddesår på bagdelen er et tilbagevendende problem for mig – har indtil videre brugt 12 år på opheling. Med udsigt til en måneds uafbrudt opholde i tur kørestolen, er jeg derfor nødt til at have en kørestols sædeløsning, der aflaster og støtter min bagdel optimalt. Til at afhjælpe trykproblemet har jeg heldigvis en vekselvirkende kørestolspude, der nærmest masserer balderne. I tillæg har jeg også fået lægeordinationen “vægtøgning påkrævet”. Med andre ord står præ-tur kostplanen de næste par år på avocado, nødder, fed fisk, æg og lidt ekstra piskefløde til bagdelen…..en kur der skulle være til at holde.

Topkateter, stomi og lungepacer. Når det gælder mit behov for toiletbesøg og kunstig vejrtrækning, er jeg relativt heldigt stillet på turen over atlanten. Indlagt topkateter direkte ud af blæren/maven, tilsluttet en større urinpose på skinnbenet gør det nemt at tisse i en kolbe og hælde det overbord……..mine hjælpere skal dog stadig huske at tømme i læ side.

Min afføring håndteres med et skift af stomipose. Poserne er lavet i et plast materiale, så de fyldte bliver lagt i et kraftigt nylon net, der hænges nogle meter efter båden, indtil saltvandet har skyllet al synlig afføring ud af poserne. De brugte poser bliver opbevaret i en lufttæt plastbeholder og destrueres når vi kommer i land. Det samme gælder for mine øvrige plast holdige plejeartikler, såsom urinposer, engangs inspektions handsker, saltvands skylleflasker, sterilt vands dunke, engangs vaskeklude og plast bækkener.

Med min indopereret frenicus lungepacer, er vejrtrækningen i dagtimerne sikret på en meget smart måde. En lille boks sender små strømstød op til brystet via et par ledninger, der er tapet fast på brystkassen. Inde i brystet er et par strøm modtagere viklet om mine (frenicus) nerver, som går ned til mellemgulvet. Strømstødene får nerverne til at trække mellemgulvet sammen hvorved lungerne fyldes med luft. Effektivt og diskret, men også udtrættende for nerverne, som får et tiltrængt hvil, når jeg benytter respirator om natten.

Respirator, lunge-sugemaskine og strømbehov. En del af mine handicap hjælpemidler kræver strøm. Der er blandt andet tale om livsvigtige apparater som vejrtræknings-respirator og sugemaskine til at fjerne sekret fra lungerne. Behovet for at kunne generere tilstrækkelig og stabil strøm ombord er derfor permanent til stede.

Selvfølgelig gør vi forsøget. Til trods for det særlige handicaprelaterede strømbehov er det målsætningen, at en hydrogenerator, solcelle-paneler på dækket samt en brændselscelle skal holde os kørende med strøm på hele turen.

I sejlsportens ånd vil jeg aller helst kunne skrive CO2-neutral på hækken af Wavester II, når vi krydser atlanten, men stopper respiratoren, stopper sejl-festen, og jeg vælger derfor fortsat at have dieselmotorens generator tilsluttet til eventuelt at lade på mine batterier – Atlant kryds 2021 turen bliver i hvert fald gennemført med et minimalt forbrug af fossilt brændstof.